Det starter en morgen, hvor min bror og jeg samt min mor diskuterer, hvad for noget tøj, vi skal have på til gymnasiefesten den følgende aften - og jeg, vanen og naturtro, nægter at have kjole på, som de for en gangs skyld ikke ser skævt på. Min bror gør mine til at starte et skænderi og begynder at kommandere med mig; han påstår, at jeg har spist alt, hvad der lå i køleskabet. Jeg går ud i køkkenet og henter noget dåsemad til ham, men han bliver sur og begynder at råbe - så blander min mor sig, og jeg henter nogle gamle romkugler i stedet. Min bror bliver lykkelig, og drømmen springer videre til gymnasiefesten.
Til gymnasiefesten sidder jeg bare ved et bord og betragter alle de dansende og spiser vingummier. Jeg afviser konsekvent alle, der ønsker at danse med mig, og min bror sidder ved min side og griner af ALTING. Pludselig omdannes gymnasiefesten til min folkeskole, hvor jeg sidder og læser, da en stemme pludselig lyder i samtaleanlægget:
"Dette er en meddelelse fra rektorkontoret: De irakiske hærførere har erklæret krig, og en masse soldater har allerede omringet bygningen." Derefter lyder en skinger alarmtone, og alle går i panik - undtagen mig, der smutter ind i computerrummet... og bliver overfaldet af en kendt, journalist/politiker/middelaldrende mand/jurist-gut, der tilnærmelsesvist har lagt sig halvt oven på mig for at forhindre mig i at løbe. I det samme kommer en masse soldater ind i computerrummet og begynder at skyde. Så rejser myndigheden (ham journalist-gutten med en masse skråstreger) sig op, hiver mig med sig og stirrer fornærmet på soldaterne. Han hiver en lap papir op af brystlommen og ser iskoldt på soldaterne (og spiller generelt meget cool) og siger: "Vi har stadig ikke set forestillingen; der er jo dukketeater i aften." Derpå forlader soldaterne os, og scenariet skifter til gymnasiets koncertsal, hvor vi ser teater - ganske almindeligt teater.
Desværre husker jeg ikke alle detaljerne, for der var noget ind i mellem disse begivenheder, som gav det hele en lidt større sammenhæng, er jeg vis på, men de er gledet ud af min erindring.
Drøm sødt.
- Xazal G.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar