Afledningsmanøvrer, Pixeline-spil og Harry Potter

Jeg var her en dreng, som var ude at bade sammen med sine venner. Der skete noget, som jeg ikke helt kan huske, hvad var, men alles opmærksomhed blev draget mod den ting, som skete. Men mine venner og jeg vidste, at det var en afledningsmanøvre, så vi begyndte at råbe, at de alle skulle kigge ud mod havet, hvor der lå en båd. Men de andre troede ikke på os, så vi løb hen mod vores sommerhus igen. Da vi nåede derhen, var vi forpustede.

~~~

Nu var jeg mig selv. Jeg var med i en slags spil, hvor man skulle gå hen ad nogle meget lige gader, og så skulle man prikke til ting for at få penge.

Der havde været en drage i landet, derfor skulle jeg drage til nabolandet for at finde dragen.

Jeg så på det andet land, som var det et kort, jeg så ned på. Lidt som i de der gamle Pixeline-spil.

Der var en mørk borg, og den tog jeg hen på.

Hagrid var i borgen, og han sagde, at han skulle vise mig noget i kælderen.

~~~

(Jeg har lavet et kort hertil - Kortet findes nederst i indlægget.)

Nede i kælderen forsvandt Hagrid pludselig, og Hermione kom løbende ned ad den trappe, jeg stod på. Nu var jeg pludselig Harry Potter. Hermione sagde, at vi skulle skynde os ud, men vi skulle passe på, at Filch ikke så de to børn, som de havde sat et sted i hallen. Så længe børnene ikke blev opdaget, ville Filch ikke kunne få fat på os.

Vi skyndte os ud af døren og befandt os på en kirkegård. Filch stod nu nede for enden af stien (jeg har afmærket ham på mit kort ...)

Hermione og jeg begyndte at gå ned ad stien, men nu ankom Draco og Lucius Malfoy også, og de begyndte at gå ned ad den sti, vi befandt os på (sti 116 - jeg har selv givet den navne; det var ikke med i drømmen, men er lavet for at gøre det nemmere for læsere at forstå). Hermione sagde, at jeg skulle skynde mig at gemme mig, så jeg lavede et meget elegant rådyrs-hop ind bagved en busk ved den første grav på sti 116. Jeg lagde mig sådan, at jeg havde hovedet ud til stien, og jeg hørte Lucius og Draco gå forbi.

Da de gik tilbage igen, troede jeg, at de var nået væk, så jeg sprang ud fra mit gemmested. Så opdagede jeg, at de ikke var nået helt væk endnu, så jeg hoppede tilbage igen. Draco havde lagt mærke til noget, så han gik hen for at se nærmere på det. Nu lå jeg med hovedet ind mod det bagerste af graven ... Eller med hovedet væk fra stien.

Nu var Snape der, og han hev mig ud fra mit gemmested. Jeg syntes, det var meget uhøfligt af ham. På et råb fra Hermione begyndte jeg at styrte hen mod "Bygning vi var i først (den med børnene)" (som jeg har valgt at kalde den), og jeg nåede helt hen til trapperne, inden Snape nåede mig.

Snape prøvede at få fat i mig, men jeg slog og sparkede og kradsede ham i ansigtet (af en eller anden grund passede jeg på ikke at kradse for hårdt, for hans ansigt skulle ikke få kradser. Den opførsel er lidt mærkelig, synes jeg, for jeg har aldrig været en af dem, som forgudede Snape.)

Jeg slap væk fra ham igen og begyndte at løbe hen ad sti 312. Hermione begyndte at kaste en besværgelse efter ham, så han blev helt paf og til sidst faldt ned i en plante, som stod helt for sig selv uden nogen grav (jeg har afmærket den på kortet som "The lonely plant" og "Dén her plante *pil*"). Jeg var træt af at løbe, så jeg lod mig falde ned ved siden af ham for at slappe lidt af.

Hermione og jeg gav os nu til at slæbe Snape med tilbage, for vi havde taget ham som gidsel. Da vi nåede ud til de andre igen, var vi pludselig venner alle sammen, og vi begyndte at gå hen mod udgangen. Henne ved udgangen gik vi under en slags bro, som var flettet af pil. På den hang et skilt med skriften: "I miss you". Snape fortalte, at han havde flettet den til en, som var død.

Nu befandt vi os pludselig et sted, hvor en af mine veninder boede (rigtig tæt på den skole, jeg går på), og jeg begyndte at gå alene hen ad gaden.

Jeg kom forbi det sted, min bedste veninde boede før, og der var nogen, som var i gang med at gøre lejligheden i stand. De havde åbnet vinduerne.

Da jeg nåede hen til skolen, var jeg ikke helt sikker på, om vi havde frikvarter eller ej.

~~~

Mit "fine" kort. I det mindste gør det drømmen nemmere at forstå (håber jeg).
Tryk på kortet, så bliver det hele vist ;D

Drøm (huskes ikke så tydeligt)

Om gymnasiefester, folkeskoler og krig

Det starter en morgen, hvor min bror og jeg samt min mor diskuterer, hvad for noget tøj, vi skal have på til gymnasiefesten den følgende aften - og jeg, vanen og naturtro, nægter at have kjole på, som de for en gangs skyld ikke ser skævt på. Min bror gør mine til at starte et skænderi og begynder at kommandere med mig; han påstår, at jeg har spist alt, hvad der lå i køleskabet. Jeg går ud i køkkenet og henter noget dåsemad til ham, men han bliver sur og begynder at råbe - så blander min mor sig, og jeg henter nogle gamle romkugler i stedet. Min bror bliver lykkelig, og drømmen springer videre til gymnasiefesten.
Til gymnasiefesten sidder jeg bare ved et bord og betragter alle de dansende og spiser vingummier. Jeg afviser konsekvent alle, der ønsker at danse med mig, og min bror sidder ved min side og griner af ALTING. Pludselig omdannes gymnasiefesten til min folkeskole, hvor jeg sidder og læser, da en stemme pludselig lyder i samtaleanlægget:
"Dette er en meddelelse fra rektorkontoret: De irakiske hærførere har erklæret krig, og en masse soldater har allerede omringet bygningen." Derefter lyder en skinger alarmtone, og alle går i panik - undtagen mig, der smutter ind i computerrummet... og bliver overfaldet af en kendt, journalist/politiker/middelaldrende mand/jurist-gut, der tilnærmelsesvist har lagt sig halvt oven på mig for at forhindre mig i at løbe. I det samme kommer en masse soldater ind i computerrummet og begynder at skyde. Så rejser myndigheden (ham journalist-gutten med en masse skråstreger) sig op, hiver mig med sig og stirrer fornærmet på soldaterne. Han hiver en lap papir op af brystlommen og ser iskoldt på soldaterne (og spiller generelt meget cool) og siger: "Vi har stadig ikke set forestillingen; der er jo dukketeater i aften." Derpå forlader soldaterne os, og scenariet skifter til gymnasiets koncertsal, hvor vi ser teater - ganske almindeligt teater.

Desværre husker jeg ikke alle detaljerne, for der var noget ind i mellem disse begivenheder, som gav det hele en lidt større sammenhæng, er jeg vis på, men de er gledet ud af min erindring.

Drøm sødt.
- Xazal G.

Indviklet drøm

Skyggens Lærling + Kenneth Bøgh Andersen + familiekomsammen på én og samme nat

Jeg befandt mig på et øde sted, der var en række træer, der skyggede for en sø og en bro hvorpå der sad en ung mand med lyst hår - eller nærmere en dreng. Det var Ranger Halts nye lærling. Han sad og sang en sang og rokkede frem og tilbage i takt dertil.

Pludselig befandt sig mig på den anden side af træerne. Jeg sad på jorden, og Halt henvendte sig til mig. Han spurgte om et eller andet, og jeg svarede ved at nævne en fugleart. Så begyndte Halt at remse fuglearter op, mens han talte på sine fingre. Det var rigtig i stil med: "Og så er der en spurv - nej to spurve ... En mand- og en damespurv. Og en krage .. Eller er det en krave ... Nej, jeg vil stille mig til tåls med en krage ... Og nåh ja, der var jo også en høg ..."

Så ændrede det hele sig igen: Søen var lavet om til noget blødt sandagtigt jord med en træstub midt i det hele. Jeg var til et foredrag med Kenneth Bøgh Andersen, hvor han fortalte om, hvordan han havde fået inspirationen til sin nye bog - og hvor den foregik henne.

Det var en mørk skov, sådan en rigtig uhyggelig én med skygger over det hele. Min bedste veninde, Mette, var der pludselig også, og vi klamrede os til hinanden, fordi vi var bange. Kenneth Bøgh Andersen sagde, at de grene, der lå på jorden, var knogler. Men så kiggede vi godt efter, og vi så, at der også lå rigtige knogler på jorden.

Lige pludselig var Mette væk, og hele min familie var der, og de havde alle sammen lange læderfrakker på. Min fætter påstod, at han ikke havde hilst på mig, og så ringede han til mig. På den måde fandt vi ud af, at han ikke havde hilst på mig (hvordan det gik til, aner jeg ikke ...)