søndag den 6. november 2011

Silke!

Jeg gik sammen med en anden person på vejen ved en kirkegård. Der var ild i et af husene på den anden side. Den person, jeg fulgtes med, gik over på fortovet foran huset og kiggede op i himlen, lige som et vindue brast, og skårene faldt ned på personens ansigt. Jeg løb derhen, og vi gik over til en bygning, hvor der stod nogle brandmænd. Derefter gik vi ind i et tilstødende værelse, der var lavet af metal, hvor der var sat borde og stole op. Der var andre personer i rummet. Personen, der var blevet ramt af glasskårene, satte sig på knæ ved nogle stole og begyndte at sætte små tekopper frem på rad og række. Jeg ville have ham/hende til at stoppe.

Nu sejlede vi ude i havet, men vi befandt os stadig i metal-rummet. En mand fortalte om, hvordan han engang var blevet bidt af en haj.

Skibet blev forvandlet til en "åben båd", en kano af en art, men man sad med benene nede i vandet. Der var stramme remme til at holde os på plads. Vi sejlede ned ad en bakke, og der stod en ninja, som sagde til en af passagererne, at hvis vi sejlede videre, ville han skåne os, men hvis vi lagde til ved den hytte, han stod ved, ville han angribe. Båden standsede, og vi hoppede på land. Vi gik rundt om en af hytterne, og da jeg nåede først om på den anden side, så jeg ninjaen stå og vente. Men så var Silke fra Belgarion Sagaen der! Han var lige så lille og snedig som i bøgerne. Med sit korte sværd gik han til angreb på ninjaen, og vi andre skiftedes til at tage ninjaens pisk og svinge det mod ham selv.

Så sejlede vi videre. Nu bestod gruppen af nogle fra min klasse og andre fra Belgarion Sagaen. Vi kom ind på en café af en art og satte os i nogle sofaer i hjørnet.

------------------

Vi befandt os på et sørøverskib, som sejlede ude på havet. Men fra skibet kunne man gå ud af en dør og komme hen til nogle skumle omklædningsrum. Polgara og Garion stødte på en anden magiker, som var stærkere end dem, og de fik nogle dybe rifter på ryggen og ved armene.

Tilbage på skibet skulle vi brygge en drik, men Silke havde nogle af ingredienserne, og han ville ikke komme, når jeg kaldte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar